Nakskov Tennisklub:

Den nuværende Nakskov Tennisklub er stiftet den 9. april 1947, men der er spillet tennis i Nakskov før den tid.

I 1899 blev tennisspillet en del af Nakskov Roklubs program, og der blev anlagt to tennisbaner ved siden af klubhuset.

Tennisspillet blev efterhånden et stort aktiv for Nakskov Roklub, og specielt blomstrede spillet under første verdenskrig.

Tennisfolkene skiller sig ud:

I 1918 opstod der problemer mellem tennisspillerne og roerne i Nakskov Roklub omkring finansieringen af en renovering af tennisbanerne.

Striden blev så voldsom, at man i 1918 måtte indkalde til en ekstraordinær generalforsamling om spørgsmålet. Bølgerne gik højt på dette møde, og det endte med, at tennisspillerne oprettede deres egen afdeling.

I begyndelsen af 20-erne tilspidsede konflikten sig mellem roafdelingen og tennisafdelingen, og i 1923 måtte man konstatere, at det var umuligt at holde sammen på stumperne, hvorefter tennisafdelingen blev en selvstændig klub under navnet Nakskov Tennisklub.

Lærernes Tennisklub:

I 1925 tog lektor C. E. Falbe Hansen, lærer H. F. Christensen og lærer H. A. Skotte initiativ til dannelse af en ny tennisklub. Klubben fik navnet Lærernes Tennisklub og blev dannet på en stiftende generalforsamling den 2. maj 1925.

C. E. Falbe Hansen (Formand), adjunkt frk. Henriksen, lærer frk. Christensen og O. Jørgensen dannede den første bestyrelse.

Klubben købte én bane, der var anlagt af Franciskanernes præster i Nakskov.

Året efter købte man endnu én for i 1934 at nå op på tre baner.

Lærernes Tennisklub var medlem af det i 1923 stiftede Nakskov Sportsråd.

Klubben deltog i provinsmesterskaberne, hvor fru H. A. Skotte vandt single i damerækken og sammen med H. F. Christensen mixed double i A-rækken,

I 1933 blev klubben optaget i Dansk Tennis Forbund og var i 1934 så stærk, at man var i stand til at vinde samtlige unionsmesterskaber på Lolland-Falster.

Sammenslutning af tennisklubberne:

I 1947 blev de to tennisklubber, Nakskov Tennisklub og Lærernes Tennisklub, sammensluttet til Nakskov Tennisklub, og tennisspillet i Nakskov har siden været repræsenteret ved denne klub.

På ledersiden har især Holger de la Cour, Gunnar Thygesen og Eli Semberg gjort sig gældende, og de tre nævnte har ligeledes været formænd for Lolland-Falster Tennis Union.

Blandt de aktive var det i de første mange år Else og Svend Knudsen og Holger de la Cour, der prægede tennisspillet. Senere blev det Freddy Nielskov, makkerskabet Else Knudsen / Ragnhild Semberg, der var sikre mestre på Lolland-Falster, og i de seneste år Vilhelm Gylstorff.

Nakskov Tennisklub disponerer over 6 baner på anlægget i Nakskov Idrætspark. Det er det samme antal, som klubben havde fra begyndelsen, men der har været en årrække, hvor klubben rådede over færre antal. Klubben fik på tre af de nuværende baner opsat lys, så der kan spilles på alle tidspunkter af døgnet.

Fra klubbens begyndelse, 1947, har der været spillet indendørs tennis i Nakskov Sportshal, idet klubben rådede over et antal timer om lørdagen.

I slutningen af 60-erne købte klubben et Rosningenhus til klubhus af den komité, der arrangerede de byfester, der dannede grundlag for etableringen af det nye Idrætscenter. Indvielsen af klubhuset fandt sted d. 7. maj 1970.

Senere blev klubhuset udvidet med en overbygget terrasse, og i 1984 fik klubhuset en tilbygning med omklædnings- og baderum.

Stor medlemstilgang:

Medlemsudviklingen i klubben havde gennem årene op til 1987/1988 været kolossal. Fra 1966 at have 50 aktive medlemmer var klubben i 1988 oppe på 450 aktive og var dermed på dette tidspunkt den tredjestørste idrætsforening i Nakskov. Siden har medlemstallet været vigende: I 1999 var medlemstallet 300. I 2020 ca. 100. 

Hal med indendørsspil

I 1990 kunne klubben indvie sin egen tennishal til indendørsspil. Hallen er på 800 kvm., og kostede 3, 5 millioner kr.

Kunstgræsbaner

I 2019 fik klubben 3 nye kunstgræsbaner. Nogle af de gamle grusbaner var fra 2. verdenskrig og egnede sig ikke længere til spil. Takket være en stor indsats fra bestyrelsen og offervilje fra klubbens medlemmer lykkes det at indsamle midler til de nye baner.

Nyheder

Sponsorer